Når skilsmissen rammer – hvordan får vi det sagt til børnene?

far og barn sammen

Dét, vi lovede hinanden ikke ville ske, er sket. Kærligheden visnede og ægteskabet holdt ikke. Vi har set realiteterne i øjnene og har besluttet at gå fra hinanden. Men hvordan får vi sagt det til børnene?
At skulle fortælle sine børn, at mor og far skal skilles, kan være en af de hårdeste samtaler, man skal tage. 

Du ved, at dét du nu vil fortælle dine børn, vil ødelægge deres fundament og basale tryghed  – for en periode i hvert fald.  Uforudsigelighed, usikkerhed, sorg og måske endda skam vil ramme børnene. Den trygge base, som en kernefamilie udgør, smuldrer og forsvinder. Børnene vil ofte være i en midlertidig krise, nøjagtig som jer. Og det er den samtale og de efterfølgende handlinger, der skal bringe børnene ind i stabil livssituation igen.  Men hvordan gør man det mest skånsomt?

Inden samtalen

Alle børn har behov for stabilitet og forudsigelighed. Det er derfor en god ide, at du og din eks-partner har fået aftaler på plads om, hvor børnene skal bo fremadrettet. Og hvordan de skal se den forælder, de ikke har bopæl hos. Jeres børn har brug for, at I kan præsentere en plan for, hvad der skal ske, og de har brug for, at I er enige i den plan.

Der vil aldrig være et godt tidspunkt at fortælle det på, men der kan være tidspunkter, der er bedre end andre. Et barn vil ALTID huske den dag, mor og far fortalte, at de skulle skilles. Hvis samtalen finder sted i julen eller nær barnets fødselsdag, vil disse glædelige højtider risikere at blive forbundet med sorg og dårlige minder.

Børnenes stabile forudsigelige hverdag vil blive rystet for en periode. Det gælder derfor om, så hurtigt som muligt, at få genskabt roen for børnene. Så de igen kan fungere i deres dagligdag, med venner, skole, institution mv.

Vær opmærksom på, at børnene i forvejen – i højere eller mindre grad –  har mærket spændinger i jeres relation. Det er derfor nødvendigt at tage denne snak hurtigst muligt.

Under samtalen

Sørg for at både du og din eks-partner er til stede og sammen fortæller, hvad der nu kommer til at ske. Og sørg for at være enige om det, der skal siges.

Vær til stede og vær klar til at rumme de spørgsmål, vredesudbrud eller sorgreaktioner, der kan komme fra børnene.

Der er forskel på, hvordan man skal fortælle børnene om bruddet. Det afhænger meget af alder, barnets modenhed og hele situationen i øvrigt.

Generelt er det bedst at fortælle sandheden – men på en børnevenlig måde. Der kan være oplysninger omkring bruddet, som ikke kommer børnene ved eller som vil kunne stille børnene i en loyalitetskonflikt, f.eks. hvis der har været utroskab i forholdet. Sådanne oplysninger må forældrene selv håndtere uden inddragelse af børnene.

Den svære samtale mellem forældre og barn

Efter samtalen

Vær også opmærksom på, at reaktionerne kan komme på et senere tidspunkt. Det kan derfor være en god ide at sætte weekenden af til at være der for børnene og deres spørgsmål. Måske har de behov for at være alene og så komme til dig og din eks-partner, når de har spørgsmål. Eller måske har de behov for at være ved jeres side hele tiden. Måske reagerer jeres børn forskelligt.

Mærk efter, hvad jeres børn har brug for og tal sammen om de reaktioner, der opstår hos børnene.

Mors og fars fremtidige samarbejde om børnene, er essentielt for børnenes fremtidige trivsel. Forsøg at minimere den loyalitetskonflikt, som børnene meget let havner i. Herved kan I sikre, at børnene fremover kan elske jer begge og er klar over, at dette er i orden, både for mor og far.

Det er vigtigt, at børnenes institution og/eller skole får besked om skilsmissen, så de er i stand til at støtte op om børnene og håndtere deres reaktioner.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget…

Langt de fleste børn trives fint efter en skilsmisse. Forskningen tyder på, at hvis mor og far kan samarbejde godt i en skilsmisse, kommer det ikke til at påvirke børnene negativt fremadrettet efter skilsmissen.

Det er forældres største frygt, at barnet bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse. Men børnene lærer også en masse og udvikler gode egenskaber, hvis de får hjælp undervejs, på deres egne præmisser.

Flere ferier og endda mere opmærksomhed fra forældrene end før skilsmissen er nogle af de positive følger af en skilsmisse, som skilsmissebørn fortæller om.

Børnesamtalegrupper

Nogle børn kan have brug for et rum, hvor de trygt kan dele deres tanker og følelser med andre børn i en lignende situation. Dette kunne være i en børnesamtalegruppe, som ledes af kompetente og erfarne ledere.

Lederne af grupperne faciliterer processerne og er med til at sikre, at børnene gradvist bliver mere åbne for deres egne følelser og tanker og hjælper børnene med at finde handlemuligheder.